Gear ned, og tag en kop

Tekst og billeder af: @frilufts

Er der noget bedre end at sidde foran et bål i skoven og drikke en kop kaffe? At bare kigge ind i den knitrende ild, lytte til vinden, høre fuglene, mens man langsomt drikker en kop.

Jeg begiver mig ud i naturen mindst en gang om ugen for at fotografere, ventilere og slappe af. I gangen står rygsækken klar, fyldt med det mest nødvendige til en tur i skoven. Oftest bliver det en kortere gåtur, der varer et par timer, hvor målet er at finde et dejligt sted. Et sted, hvor jeg kan slå mig ned, tage en kop kaffe og nyde øjeblikket. For mig er en tur i skoven forbundet med kaffe. Uanset om jeg er ude om dagen, tager på overnatning, padler kajak i skærgården eller vandrer på fjeldet, er kaffen altid med.

Min kaffedrikning har udviklet sig. Fra at drikke pulverkaffe til at indse, at man med ganske få midler kan lave rigtig god kaffe ude i naturen. For dem, der virkelig værdsætter en god kop kaffe, er der i dag mange muligheder. Her er mine tre favoritter.

Blank
Blank

Stempelkaffe

For flere år siden anskaffede jeg et lille fleksibelt enkeltmandskøkken fra Primus. Køkkenet hedder Lite+ og kan rumme cirka en halv liter. En stempelkande til te og kaffe fås som tilbehør. Selve køkkenet er meget brændstofeffektivt, og det er hurtigt at opvarme vand. Kombinationen gør, at man hurtigt og nemt kan få sig en kop rigtig god kaffe.

Fremgangsmåde

1. Kog den ønskede mængde vand, og sluk for køkkenet.

2. Hæld kaffe på, og bland med det varme vand. Lad kaffen hvile et par minutter.

3. Sæt stemplet i, og tryk langsomt kaffegrumset ned til bunden.

4. Hæld kaffen op, og nyd den.

Stempelmetoden giver rigtig god kaffe, og det dufter rigtig dejligt, når man rører kaffen ned i det varme vand. Jeg bruger denne løsning, når jeg har begrænset tid, da det går meget hurtigt. Det er også en god løsning at have med på en fjeldtur, eller når man har brug for at pakke let.

Blank
Blank

Filterkaffe

Hvis man vil så tæt på hjemmebrygget kaffe som muligt, og man vil bruge sin almindelige filterkaffe, kan man anskaffe sig en filterholder og medbringe nogle kaffefiltre. Der findes mange forskellige filterholdere. Den, jeg bruger, er en foldbar variant fra GSI Outdoor. Til filterholderen køber man engangsfiltre, eller man investerer i et genanvendeligt filter.

Det er nemt at lave filterkaffe, og resultatet bliver rigtig godt. En fordel er, at man ikke behøver at have ret meget udstyr med sig. Man kommer langt med en filterholder, nogle kaffefiltre og en eller anden form for kogegrej.

Fremgangsmåde

1. Kog vandet.

2. Placer filterholderen og filteret oven på et krus/en kop/en termokande.

3. Dosér den rette mængde kaffe i filteret.

4. Hæld først en lille mængde vand på for at opbløde kaffen i filterholderen. Vent et øjeblik, og hæld derefter langsomt resten af vandet på.

Blank
Blank

Kogekaffe

Kogekaffe er nok det, de fleste forbinder med friluftsliv. At tænde et bål, hente vand fra en sø, smide et par håndfulde kaffe i og vente på, at det koger, mens man sidder og nyder livet foran bålet. Det er fantastisk.

Fremgangsmåde

1. Fyld kaffekedlen med vand, hæld kaffe i, og stil den på/ved bålet.

2. Løft straks kaffekedlen, når det begynder at koge. Hold den over ilden, og lad kaffen småkoge i nogle sekunder.

3. Når tuden skal renses for kaffegrums, hælder man nogle deciliter i en kop, og derefter hældes det tilbage i kaffekedlen.

4. Lad kaffen hvile i nogle minutter, så kaffegrumset får tid til at synke til bunds.

5. Kaffen er klar til at blive nydt.

Blank
Blank

Dosering og sådan

Grundreglen, når man brygger, presser og koger kaffe, er, at man skal bruge 6 gram kaffe pr. deciliter vand. Et helt almindelig kaffemål rummer som regel netop 6 gram kaffe. Brug 6 gram som retningslinje. Da jeg skrev denne artikel, konstaterede jeg, at cirka 7 gram passer til mig. Det kan sikkert også variere mellem forskellige bønner og ristninger. Du ved, hvor mange mål, du behøver, for at være tilfreds med din kaffe. Hvis du ikke ved det, kan det være en god idé at bruge lidt kaffe på at prøve dig frem.

For at få mest muligt ud af smag og aromaer skal temperaturen ligge på 92-96 grader. Det er svært at holde styr på temperaturen, men hvis man vil opnå et optimalt resultat, bør man undgå at koge kaffen for længe. Det er bedre at lade det småkoge eller bare hvile i varmt vand. Ved for høj temperatur kommer der ubehagelige smage frem.

Afhængigt af metoden skal du også købe den rette maling. Det er måske indlysende, men man kan ikke bruge filterkaffe, når man skal koge kaffe. I butikken er filterkaffe det mest almindelige, og der findes et stort udvalg af forskellige bønner og ristninger. Når det kommer til koge- og stempelkaffe, er udvalget langt mere begrænset. Mit råd er at besøge et kafferisteri/en kaffebutik og få hjælp af en ekspert. Beskriv, hvilken kaffe, du kan lide, og hvordan, du skal tilberede den. Så udvælger de en god type og maler den til netop dit formål.

Opsummering

Min personlige favorit, når det kommer til friluftskaffe, er stempelkaffe. Jeg synes, at smage og aromaer kommer frem på en rigtig god måde. Friluftskøkkenet er lille, det er enkelt, og det er hurtigt at lave en kop rigtig god kaffe.

Men det er ikke altid, at man har travlt. Blandt det bedste ved at være ude i skoven er at finde en fin lejrplads, få samlet en tilpas bunke brænde og tænde et hyggeligt bål. Så kan man let lade timerne gå, enten i selskab med andre eller for sig selv, foran den knitrende ild. I en sådan situation har jeg svært ved at forestille mig andet end kogekaffe. At kunne tage sit yndlingskrus frem og hælde en rygende kop op og så bare nyde bålet, omgivelserne og øjeblikket.

Det, jeg vil sige med denne tekst, er, at det ikke behøver at være besværligt at lave god kaffe i naturen. Hvis du er træt af pulverkaffe, eller måske bare vil prøve noget nyt, håber jeg, at denne tekst har motiveret dig til at udforske en verden af friluftskaffe.

Du surfer netop nu i inkognitotilstand og kan ikke gemme dine personlige favoritter,. For at kunne buge denne funktion, aflut inkognitotilstand og besøg vores webshop på nyt. Luk!